Litteraturvidenskab : Værkkursus: Thomas Mann: Josef Ernæreren

Thomas Mann (1875-1955) betragtes som en af tysk litteraturs største forfattere. Han fik publiceret sin første novelle i 1894 og var derefter aktiv som forfatter helt frem til sin død i 1955. Manns forfatterskab falder dermed tidsmæssigt sammen med den periode i europæisk litteraturhistorie, der sædvanligvis betegnes som den klassiske modernisme. Men Manns holdning til modernismen var uhyre kompleks. På den ene side betragtede han sig selv mere som traditionalist end modernist: i sine fiktionsværker holdt han fast i den realistiske skildring og en meget fremtrædende fortællerfigur, der løbende kommenterer sin egen historie, mens modernisterne som regel gjorde op med realismen og ofte nedskalerede fortællerfiguren til det mindst mulige. Men på den anden side får de traditionalistiske træk ved Manns fortællinger nye funktioner. Hans tilsyneladende realisme er blot en tynd fernis, der dækker over en anden virkelighed, hvor helt andre regler end den normale hverdagsvirkeligheds regler gælder. De fremtrædende fortællerfigurer har Mann tilfælles med den klassiske realismes værker, men i modsætning til disse gør Manns fortællere sig ofte overvejelser over deres respektive fortællingers væsen og karakter som fortællinger, hvilket gør fortællingerne metafiktive, dvs. det gør dem til fiktioner, der handler om og peger på deres egen fiktionalitet – og det er et klassisk modernistisk træk. Derudover er Manns fortællerskikkelser heller ikke altid helt til at stole på… Alt i alt kan man lidt firkantet hævde, at hvis man har kendskab til Thomas Mann har man også kendskab til tysk litteraturhistorie fra slutningen af det 18. til første halvdel af det 20. århundrede

På kurset skal vi læse Manns store roman Josef og hans brødre (som regel bare kaldt Josef-romanen). Eller rettere: vi skal ikke læse den hele, for det er en roman-tetralogi, dvs. den består af fire indbyrdes sammenhængende romaner. Vi kan ikke nå at læse dem alle, og vi nøjes derfor med den sidste roman, Josef Ernæreren. Som titlerne antyder, hedder hovedpersonen Josef, og det er ikke en hvilken som helst Josef, vi har med at gøre, men selveste Bibelens Josef, hvis historie fortælles i Første Mosebog, kap. 37-50 (dog nævnes Josefs fødsel allerede i kap. 30, v. 22-24). I min bibeludgave fylder Josefs historie 13-14 sider. Mann har omdannet den til en storslået, episk fortælling, hvis fire romaner omfatter omkring 2.000 sider. Dog skal det retfærdigvis nævnes, at den første roman, Jakobs historier, mere handler om Josefs far, Jakob, end om Josef, og i Bibelen fortælles Jakobs historie i Første Mosebog, kap. 25, v. 19 til kap. 35; desuden henvises der til adskillige begivenheder, der fremstilles tidligere i Første Mosebog. Romanen dækker altså stort set hele Første Mosebog, men det er Josefs historie som fylder mest.

Josef-romanen kredser om spændingsfeltet mellem det arkaiske, mytisk-typiske menneske og det moderne, individualistisk-sekulariserede menneske. Det arkaiske menneske lever i en mytisk verden, der determinerer det enkelte menneske og gør det til en type snarere end et individ, dvs. at det enkelte menneske påtager sig en rolle, der allerede er fastlagt af og gennemspillet adskillige gange i den mytiske tradition; derved gentager det en i forvejen veldefineret rolle i stedet for at være udvikle en selvstændig individualitet. Omvendt er det moderne menneske karakteriseret af sin bestræbelse på at blive en individualitet, der og mønsterbrydende ikke underlægger sig en på forhånd fastlagt rolle. Som tema er dette spændingsfelt karakteristisk for Manns forfatterskab. Alligevel er Josef-romanen på mange måder atypisk for Thomas Manns forfatterskab. I størstedelen af Thomas Manns forfatterskab er det moderne menneske i forgrunden, og dette menneskes forsøg på at blive et selvbestemmende individ er som regel ikke videre vellykket, netop fordi det mytiske i det skjulte trækker i trådene og giver hovedpersonen – helt ubevidst for denne selv – en skæbne, der passer ind i et mytisk mønster. Helt anderledes forholder det sig med Josef-romanen. Her befinder vi os i et arkaisk univers, hvor størstedelen af karaktererne er mytiske mennesker, der forstår sig selv og virkeligheden som den levendegørende gentagelse af på forhånd fastlagte mytiske mønstre. Groft sagt er det kun Josef, der udviser tegn på en begyndende individualitet. Atypisk for Thomas Manns værker har Josef-romanen en ’happy ending’, hvilket naturligvis er bestemt af det bibelske forlæg, men som i romanen tillige er uløseligt forbundet med Josefs evne til at etablere en ligevægt i spændingsforholdet mellem det mytiske og det individualistiske. Samme spændingsfyldte ligevægt gælder for forholdet mellem romanens indhold og dens form. Romanen handler ganske vist om en arkaisk verden, men den fremstilles af en fortæller, der er solidt placeret i den moderne verden, og som ofte griber lejligheden til at forklare den arkaiske verdens anderledes væsen og virkemåde for den moderne læser. Måske er det denne vellykkede ligevægt, der er med til at skabe en særlig stilistisk tone i romanen. I al fald oplever jeg personligt som læser romanens stemning som varm og menneskekærlig, hvilket bestemt ikke kan påstås at være et karakteristisk træk ved forfatterskabet som helhed.

På kurset skal vi beskæftige os en del med det nævnte spændingsfelt. Det indbefatter bl.a., at vi skal undersøge Manns forfinede fortælleteknik og en række psykologiske og filosofiske temaer som fx tidsbevidsthed, humor, skæbnebestemthed, frihed, myte og meget mere.