Valgfag: Kirke- og teologihistorie: Michel Foucault & ”Kristendommen” (kompakt januar 2024)

Filosoffen og sociologen Daniel Defert (1937-2023) bemærker et sted, at hans samlever i august 1977 begyndte at læse kirkefædrene. Dette kildevalg kom tilsyneladende bag på Defert, der levede sammen med filosoffen Michel Foucault (1926-1984). De nævnte læsninger fra 1977 skinner tydeligt igennem i Foucaults efterfølgende forelæsninger ved Collège de France. Særligt forelæsninger fra 1978, 1980 og 1981 omhandler, hvad Foucault kalder ”Kristendommen”. Ligeledes spiller Kristendommen i anførselstegn en central rolle i en anden forelæsningsrække fra 1981, som Foucault gav ved universitet i Leiden. I perioden fra 1977 til 1981 finder vi også småtekster, der behandler temaet. Endeligt detaljerer det såkaldt fjerde bind af Foucaults Seksualitetens historie, hvordan de tidlige kristne opfandt en pastoral magtform, som også benævnes i introduktionen til det andet bind i Seksualitetens historie.

Allerede i sin egen levetid og endnu mere efter sin tidlige død blev Foucault en central men også omstridt skikkelse inden for de humanistiske videnskaber. På dette kursus spørger vi derfor, hvorfor begyndte Foucault at arbejde med kristne kilder? Stemmer denne nyorientering overens med temaer fra det tidligere forfatterskab eller indvarsler ”Kristendommen” et nybrud? Hos Foucault udtrykker de tidlige kristne tekster ikke en samlet lære men derimod en ”rationel” sammenstykning af diskurser og praksisformer. Hvordan læses denne rationalitet frem fra de kristne kilderne, og hvordan kan Foucault her aldeles tilsidesætte overvejelser af sædvanlig teologisk karakter? Ydermere må vi spørge, hvordan Foucault mener at kunne godtgøre, at kristne praktikker fra det 4. århundrede og 5. århundrede kan oplyse elementer, som kendetegner moderniteten? 

Kursets behandler sådanne spørgsmål ved at kombinere gennemgang af relevant sekundærlitteratur med nærlæsninger af Foucaults tekster. Helt overordnet skal vi undersøge, hvordan ”Kristendommen” af Foucault bliver indplaceret i en overordnet, historisk udvikling, som påbegyndes i de første århundreder efter Kristus, men først for alvor accelererer i middelalderen og stadig kendetegner vestlige samfundsformer. I lyset af denne udvikling må vi spørge, hvilken betydning den lutherske reformation skal tilskrives. Systematisk teologisk synes Luther radikalt at stille spørgsmål ved præsternes fortolkningsmagt og deres evne til at lede sjælen frem mod frelse. Spørgsmålet rejser sig dog, hvordan denne kritik udmøntede sig i konkrete, kirkehistoriske positiviteter. Markerer Lutherdommen en bevægelse, som svækkede den pastorale magt? Eller er det omvendt tilfældet, at denne magtform bredes yderligere ud, bliver internaliseret og dermed forstærkes?

Arbejdsformen er en kombination af forelæsning, tekstlæsning og gruppearbejde.

Den foreskrevne eksamensform er to mindre valgfagsopgaver (se gældende studieordning). Deltagere opfordres til at skrive om et samlet tema, som udbygges yderligere med selvvalgt litteratur.