Litteraturvidenskab/Moderne kultur: Kulturanalytisk emne: Sianne Ngai: Theory of Gimmick

I Theory of the Gimmick: Aesthetic Judgment and Capitalist Form (2020) demonstrerer Sianne Ngai — ret overraskende — at begrebet gimmick kan fungere som et frugtbart udgangspunkt for den kulturanalytiske praksis. En gimmick er en kompliceret dingenot, en slags Storm P.-apparat, der på en meget omstændelig og udspekuleret måde gør noget, der i virkeligheden er helt enkelt. Når vi gennemskuer fupnummeret og kalder dimsen en gimmick, fælder vi med andre ord en dom, der har at gøre med forholdet mellem værdi og arbejdstid — to centrale begreber i den kapitalistiske økonomi.

Ligesom i Our Aesthetic Categories: Zany, Cute, Interesting (2012) foreslår Ngai i Theory of the Gimmick en original kobling af to akademiske traditioner, der kun sjældent har forbindelse til hinanden: filosofisk æstetisk og kulturvidenskab. Inden for den traditionelle æstetikteori er det skønne og det sublime de to vigtigste og næsten også eneste æstetiske kategorier (dvs. begreber der kan bruges til at vurdere en sanseoplevelse i den æstetiske dom). Ngai foreslår at udvide repertoiret af æstetiske kategorier, så det også omfatter "vores" mere aktuelle smagsdomme: det sjove ("the zany"), det nuttede, det interessante — og nu altså også the gimmick. En sådan udvidelse og aktualisering af æstetikteorien gør det ifølge Ngai muligt at fortolke ikke bare kunstværker og andre kulturelle objekter, men også den måde, hvorpå vi forholder os sanseligt til vores varegjorte, medialiserede og performance-baserede senkapitalistiske hverdag.

Kurset vil tage form som en grundig læsning af Theory of the Gimmick, fra den ene ende til den anden. Vi skal læse langsomt, for det er en svær bog. Undervejs vil vi inddrage dels Ngais to forrige bøger, Ugly Feelings (2004) og Our Aesthetic Categories, og dels de teoretikere, hun trækker på (Kant, Adorno, Jameson, marxistisk værditeori). Men vores hovedfokus vil ligge på de kulturelle objekter, Ngai analyserer (Henry James, Helen de Witt, Torbjørn Rødland, osv.), og på kulturelle objekter, som vi selv finder, dvs. kunstværker, hvor vi mener, at gimmick-begrebet kan vise sig nyttigt