Efter en kort introduktion til begreberne mimesis og skønhed i oldtidens og middelalderens tænkning, sætter kurset fokus på den filosofiske æstetiks opståen i det 18. århundrede, dens udvikling i den første halvdel af det 19. århundrede og dens problematisering i senmoderniteten. Dette sker parallelt med, at der arbejdes konkret med æstetikkens anvendelighed i forhold til kunsthistorisk værkanalyse og til analyse af andre æstetiske udtryk som f.eks. musik. I takt med den historiske redegørelse bliver den studerende præsenteret for centrale teoretiske alternativer, såsom (a) distinktionen mellem proportionens og lysets metafysik efter nyplatonismen, (b) integreringen af teorier om den sanselige erkendelse, om lyst- og ulystfølelsen samt om den æstetiske dømmekraft i oplysningstiden og (c) distinktionen mellem idealistiske, materialistiske og fænomenologiske analysemodeller og dens betydning for udviklingen af mediespecifikke forståelsesmønstre. Særlig opmærksomhed bliver rettet mod de videnskabsteoretiske, kulturteoretiske og moralfilosofiske forudsætninger for de respektive kunstteorier. Parallelt hermed arbejdes der med at forbinde de æstetiske refleksioner med konkrete kunsthistoriske udviklinger. Alle forfattere, tematikker og tilgange behandles med andre ord både fra en æstetik- og kunstteoretisk og fra en værkanalytisk vinkel. Der tilstræbes en stadig og åben dialog imellem kursets to dele.